“Nyd det nu, for pokker”
Den smule energi Ørnen lagde i de ord oppe fra den lyserøde scene, var nok det vildeste jeg oplevede i dag på torvet under hold-præsentationerne til Giro d’Italia 2012. Der skal nu mere end et internationalt etape-løb til at imponere et dansk publikum. Kun de få danske ryttere og navne som Thor Hushovd, Frank Schleck og Mark Cavendish kunne få publikum til at klappe behersket og pifte en smule.
Apropos pink: NEJ, det klæder ikke alle. Det er nu slået fast med syvtommersøm i Herning.
Omkring midtbyen er der i øvrigt italiensk arbejdskraft i fuld sving med at opbygge vejspærringer, reklame-telte og podier. At dømme efter deres skæve blikke op mod den grå eftermiddagshimmel, glæder de sig til Giro-toget kører syd på igen mod varmere himmelstrøg. Men fedt er det at høre klingende italiensk blandet med syngende jysk. Tog mig selv i indimellem ikke helt at kunne skelne om det var det ene eller det andet. Men o.k. jeg er jo også fra København 😉
Ifølge TV2 Midt-Vest er der (stadig!?) fest på Torvet, men jeg er krøbet hjem i min varme B&B på kanten af Thorsø.
Solen går ned over højre hjørne af Thorsø (set herfra hvor jeg sidder) om nøjagtig 80 minutter, så måske bliver det til et par solnedgangs-foto-forsøg? Nej, det gør det ikke, for den der dims der holder kameraet fast på stativet er lige (midlertidigt håber jeg) ude af syne …
Jeg vender tilbage til Herning og prologen i morgen. Som en tilskuer sagde til sin bedste ven bag mig ”det kan fa’me aldrig bli’ en enkeltstart når den er 8 km, næ du – de’ bar’ en prolog” Spændende om der er plads til den lille Brune Bisse, et sted i nærheden af Herning.
Jeg synes godt vi kan prøve at være et mere entusiastisk publikum i morgen.
ER I DER H E R N I N G ?!
Og tak til Rudi for lån af Nikon AF zoom 80-200 2.8 ED 🙂