DK-Giro-afslutning med Bak, Solnedgang og Placering, Placering, Placering
De sidste bemærkninger fra min Giro d’Italia-i-Danmark-tur (der kom lige lidt arbejde og et løb i Ringsted i vejen)
Jeg har ikke været i Horsens før. Der har ikke rigtig været en anledning før Giro d’Italia sagde ja tak til invitationen og lod 3. etape køre rundt om Horsens. Jeg ankom efter starten var skudt af lidt nord for Horsens centrum. Midtbyen var helt stille.
Jeg havde jo besluttet at her på 3. etape skulle jeg både have opløbs-billeder og podie-billeder. Jeg skulle blive klogere…. Startede med at gøre mig meget umage med at spejde efter et sted på opløbsstrækningen, hvor jeg kunne undgå flag, arme og halve overkroppe ud over afspærringen og ind foran mit kamera.
Nå, ja, og så kom denne herre forbi …
Under en af de kæmpe store skærme, hvor TV2’s dækning af etapen blev vist, var der ingen tilskuere – til at starte med. Så der tog jeg opstilling. Hvad jeg ikke lige tænkte over da jeg stillede mig der, var at det var på samme side af opløbsstrækningen som scenen hvor vinderne senere skulle tiljubles. Det skulle vise sig at være et problem 😉 Altså for mig og mine podie-billeder. For hvis man vil have podie-billeder skal man stå OVERFOR podiet (naturligvis) – ikke på siden af, eller bagved.
Der var igen god dansk reklame i løbet – Mads Christensen fra Saxo Bank kørte med i et udbrud og senere solo på en af de korte rundstrækninger. Også Lars Bak kørte solo som på 2. etape. Men de blev nu begge hentet af feltet i Horsens, trods den heftige opbakning fra publikum. I går gjorde Lars Bak så jobbet færdigt da han vandt 12. etape langt fra sin fødeby! Stort & Vildt. Tillykke. Så Herning (Sørvad – hvor han virkelig fik opBAKning) og Horsens, var nok bare opvarmende prøveballoner 🙂
Jo nærmere vi kom den sidste omgang i Horsens, jo mere vågnede publikum. Og til sidst var det faktisk umuligt at tage billeder fra hvor jeg stod. Og her skulle jeg så have taget en hurtig beslutning og bevæget mig ned mod scenen og præmie-podiet i stedet. Så ville jeg måske have nået dagens 2. mål: Billeder af podiet og den lyserøde trøje. I stedet brugte jeg ca. 30 min på at stå i en menneskeskabt prop, før jeg kunne finde min bil. Så lærte jeg også noget den dag. Placering, placering, placering. Og planer er til for at ændres.
Så gik det hjemover. Via Århus–Odden. Og da jeg landede på Odden og kørte i færgetræk langs vandet, fik jeg dagens 3. udfordring serveret: Sikken en fin solnedgang jeg havde der i sidespejlet. Den var fin. Var den så fin, at jeg skulle stoppe og prøve at tage nogle gode billeder af den? … var den nu det? Kigger lige inden næste mulighed for at dreje til venstre og parkere. Nej, jeg er træt, der kommer nok en anden solnedgang, en anden dag. Men er den ligeså fin, så? NU parkerer jeg, så kan jeg også slippe for at køre i færge-træk. Nej, jeg er træt, og der kommer helt sikkert en anden solnedgang. Solnedgange er også SÅ fotograferede i forvejen. Så pyt.
Ja, jeg kørte den lige vej hjem. Og lige siden har jeg tænkt at jeg skulle være stoppet op. Måske var det lige den allerbedste solnedgang, netop den der på Odden forrige mandag. Så jeg må snart til Odden 🙂 Er jeg mon den eneste der diskuterer sådan med mig selv. Var du stoppet op?
Næste gang stopper jeg op, og jeg lover at blinke af først.
Ikke mere live Giro til mig – på søndag er det ABC der har inviteret til løb i Ganløse og omegn. Der plejer det at være lettere at få podie-billeder 🙂
Her er de få fotos det blev til i Horsens
Stage 3
Related Images:
Giro Bissen er landet
i god behold. Og er godt parkeret under hjemlige himmelstrøg. Føreren er også fint tilpas. Og før du når at tænke “Sig mig, var hun ikke bare afsted i 4 dage??, se al den baggage!!” vil jeg skynde mig at sige: Det er FOTOUDSTYR 🙂
Holstebro og 3. dag af Giro d’Italia i Danmark var lang og lidt stille af flere gode grunde, som jeg vil vende tilbage til. Fotos af en enkelt cykelrytter eller to blev det til. Og tanker om solnedgange.
Lige nu skal der tømmes tasker og lades op til rejsen tilbage til hverdagen i morgen med dejlige kolleger og gode udfordringer. Og Giro Bissen bliver igen til den Brune Bisse.
Sov godt derude!