En hård landing
22:45 var klokken blevet i går, da jeg låste mig ind i mit hjem efter 14 indholdsrige døgn i Amalfi-området i det sydlige Italien. 1600 km var tilbagelagt på cirka 12 timer.
Egentlig er det smart at rejse så langsomt: Jeg startede nemlig dagen med ikke at ville hjem. Nu gik det lige så godt med sol og fordybelse, bade- og driverliv. Men efter bil-tur i bjerg-myldretiden, regional-tog, lufthavns-tog og fly, begyndte jeg at glæde mig til at se min egen seng igen. Trods alt. Altså også selvom den står alt for langt nordpå og rystende tæt på min kontorstol …
Men det er jo faktisk meget hyggeligt at komme hjem, daske lidt rundt og så småt begynde udpakningen for at finde bl.a. tandbørsten. Lige indtil realiteterne går op for én og man bliver mindet om forskellige huslige pligter så som indkøb (ekko i køleskab), madlavning, tøjvask .. alt det man har været dejlig fri for i 14 forrygende dage.
Men det værste var dog alligevel realiteterne på badeværelset, hvor jeg pludselig blev mindet om hvad der skete samme morgen jeg tog afsted til Italien: Nogle tilsyneladende vitale dele i toiletsædet opgav pludselig ævret, så at sige. Men det havde jeg jo ikke tid til at tage alvorligt den morgen.
Men det er jeg så tvunget til nu.
Det kalder jeg en brat opvågning og en hård landing: At finde sig selv alt, alt for tæt på porcelænet (endda med den forkerte ende af kroppen) kl 00:05 med en tommestok i hånden for at fastslå afstanden mellem de der to små huller, som det ny bræts skruer skal passe til. For hvis ikke jeg hurtigt får købt en erstatning, kan det virkelig blive en kold fornøjelse at være tilbage på de nordlige breddegrader, hvis du forstår hvad jeg mener 😉
Tak for velkomsten, hverdag!
Related Images:
Hele 2 overraskelser!
Giro d’Italia 2012 – dag 1 – bød på hele to overraskelser.
Den første fik jeg i morges da jeg – på opfordring fra Maibritt (tak) – gik en tur i skoven, der starter lige hvor indkørslen til det hus jeg bor i ved Thorsø også begynder.
På en pæl ved stiens start sidder en QR kode, som jeg scannede, nysgerrig som jeg er. Troede jeg måske ville modtage forslag om en særlig køn, rar eller anstrengende gåtur. Men i stedet fik jeg et link der fortæller, at jeg bor for foden af en skihopbakke! En arkitekttegnet skihopbakke fra 1940’erne. Og her gik jeg og troede at skibakken i Hedeland, tæt på hvor jeg bor, var det første arkitekttegnede skiareal i Danmark!
Næ, næ, du! I 1946 blev den første skihopkonkurrence afholdt her og nordmanden Skjaggestad vandt med et hop på 26,5 meter fra Duedal Bjerg. Nu overvejer jeg så at strege det besøg på Himmelbjerget, som jeg besluttede mig for på vej herover. Jeg har jo allerede været højt til vejrs, så.
På vej ned mod startområdet i Møllegade, stoppede jeg kort ved en hyggelig kirkeplads i et sving. En fortalte mig, da jeg havde taget et godt foto af Cavendish i svinget, at det var ærgerligt jeg ikke var kommet før. For sidst han kørte forbi var hans pulsur røget af cyklen og han havde benyttet pausen til at småsludre med publikum og stille op til portrætter.
På min anden side stod en mindre gruppe venner. Mænd i deres bedste alder. Den ene af dem tog ét efter ét og ret diskret sine lyserøde udstyrsstykker på. Fra standard-pakken indkøbt i en af de mange officielle Giro d’Italia-boder. Det var tydeligt at det var en overvindelse. Alle disse pink ting: t-shirt, cap, bandana. Da det hele var på og den lille rygsæk hang på plads, så han alvorligt på mig og sagde, ”ja, det er jo ikke noget jeg plejer, sådan” 🙂 Ærgrer mig over jeg ikke fik taget et billede af ham.
Her stod jeg så i 4 timer i selskab med 3 effektive italienske officials der tilsyneladende havde kommandoen over trafikken med følgebiler, fodgængere, hjemmeværnsfolk, kamera-motorcykler og de danske politimotorcykler, der blev sendt i forvejen før hver rytter.
Efter et kort stykke tid, havde de også fundet ud af ikke at stille sig lige foran mit kamera. Endda uden at jeg behøvede at sige noget 🙂
Så jeg havde det som blommen i et æg, på trods af at motorcykler og servicevogne fløj forbi mig med 50 cm afstand – 1 per minut. Før og efter hver af dagens 198 hovedpersoner: rytterne.
Eneste problem ved min placering var at jeg ikke turde røre mig ud af pletten, af frygt for ikke at blive lukket ind igen. 4 timer uden vådt eller tørt er lidt hårdt. Og mine arme og skuldre var kolde og døde og fingrene stive da den sidste rytter kørte fra rampen. Alle ekstremiteter vågnede først rigtigt samtidig med at min pastaret blev serveret en halv time senere på den nærmeste cafe. Stikkende arme og stive ben.
Og så tror jeg det er gået op for os i Herning at Giro d´Italia er noget særligt, som nok ikke sker i lille Danmark igen lige med det samme. Så hvem ved i morgen bliver stemningen måske helt hysterisk 😉
– og kan jeg låne et par friske arme, tak ?